Så kom vi endelig på internettet hernede i Malawi! Der har været problemer med internet opkoblingen på fangststationen derfor har vi desværre ikke før kunne give jer en lille update hernede fra :)
Vi kom godt herned fredag d. 22/10 midt på dagen. Ved ankomst stormede vi alle ud og kastede os i søen til den klassiske Malawi dåb. Efter en lang flyvetur var rent vand på 27 grader lige, hvad vi trængte til!
Vi skulle have været afsted allerede næste morgen, men pga. bådproblemer kom vi først afsted søndag. Lørdag blev i stedet brugt på et dyk ved Namalenje Island, der ligger ca. 20 min. sejlads ud for fangststationen (Kambiri Point). Dykket var rigtig godt og Gissel fangede bl.a. en rigtig flot Cop. cyaneus, som kommer med hjem til DK. Søndag startede nordturen.
Nkhata Bay - Usisya
Søndag gik turen med bus til Nkhata Bay, hvor vi skulle samles op af Laidon og Robert (2 bådsmænd) med båden, der de næste ca. 10 dage blev vores base. Ved aftenstid ca. kl. 18 var båden pakket og vi sejlede ud i mørke fra Nkhata Bay mod Usisya. Efter ca. 4 timers sejlads kom vi til Usisya, hvor vi blev sejlet i land med jolle. Her blev teltene sat op på stranden, luftmadrasserne gjort klar og soveposerne rullet ud. Vi sov til kl. 05 næste morgen, hvor vi havde planlagt morgenmad med et efterfølgende dyk ved Usisya.
Vi havde store forventninger til dykket ved Usisya, da der ikke er eksporteret mange fisk fra netop denne lokalitet. Men, bølgerne var desværre alt for store om morgenen, der umuliggjorde et dyk her. I stedet blev dykket aflyst og vi tog afsted mod Chisanga, som ligger tæt ved Kasinda.
Usisya - Chisanga
På vejen mod Chisanga sejlede vi et smut forbi Mbowe Island. Mbowe Island er en lille klippeø ude midt i søen, hvor vi på den sydlige side af øen læ i total læ. Vandet var fantastisk! Suveræn flot sigt - ca. 10 meter eller mere. Vi tog et dyk allesammen og fandt hurtigt en masse flotte arter. Bl.a. en rigtig flot Aulonocara stuartgranti med en stor gylden gul underkrop. Overkroppen var neonblå. Vi fangede nogen stykker som vi dekompressede og satte på 5 m. Derudover så vi rigtig flott Protomelas Spilonotus med hanner på ca. 25 cm med stor kraftig gul blis og stålblå krop. De stod som konger i det åbne vand. Umulige at fange, desværre! :)
Efter dykket ved Mbowe gik turen mod Chisanga. Vi ankom sidst på dagen ved Chisanga. Chisanga var et meget idyllisk og flot sted. Menneskene her var utrolig hjælpsomme og imødekommende og de hjalp med at få os på plads på stranden. Børnene var meget interesseret og sad i flere timer bare og studerede os. Senere på aftenen blev det endda til en fodboldkamp med Morten Skov, Søren Nielsen og Tom Brekka mod alle ungerne. Fodbolden var en sammenfiltret knold lavet af gamle plastikposer holdt sammen af snor. Primitivt, men det fungerede! :)
Næste dag brugte vi med dyk på Chisanga ind til kl. 14, hvor vi skulle mod Chilumba. Vi nåede 2-3 dyk her og fangede bl.a. en rigtig flot Lethrinops Red Cap variant samt en flot Cop. kawanga. Kl. 14 var båden pakket og vi sejlede mod Chilumba.
Chilumba
Vi ankom til Chilumba sent aften. Her slog vi lejr på stranden ved et lodge. Det var med det samme en masse nysgerrige børn omkring os igen. Forskellen i forhold til børnene ved Isanga var dig til at få øje på. Børnene her var langt mere hårde og aggressive overfor hinanden. Mærkeligt. De næste dage brugte vi ved Chilumba, som vi brugte som base til at nå til Chitande Island, Mdoka og Ngara. Oprindeligt skulle vi have været lidt længere oppe nordpå ved Karongo, men pga. at nordturen blev udsat en dag droppede vi Karongo og planlagde i stedet et dyk ved Mdoka og Ngara.